Skridt-for-skridt guide til at skrive en e-bog (fra idé til launch)

Skriv en ebog

Hvis du drømmer om at tjene penge online, så har du måske overvejet at skrive en e-bog?

Hvis ja, så er du havnet på den rigtige side. I dette indlæg kigger vi nemlig nærmere på, hvordan du skriver en e-bog og selvudgiver den på nettet.

Jeg har inddelt denne skridt-for-skridt-guide i 3 kapitler:

  • Før du skriver e-bogen (skridt 1-3)
  • Udarbejdelsen af e-bogen (skridt 4-8)
  • Efter udgivelse af e-bogen (skridt 9-12)

Jeg har selv brugt dette “blueprint” flere gange, så jeg tør godt stå på mål for, at det virker. Men er der alligevel noget jeg har glemt, så skriv endelig en kommentar nederst på siden.

Alright, Hemingway – er du klar?

Fase 1: Før du skriver din e-bog

Det første afsnit er mest henvendt til dig, der ikke har fundet et emne til din kommende e-bog. Har du allerede fundet en ide? Perfekt, så hop videre til “Fase 2”.

Here we go.

#1: Se på dine egne kompetencer

Start med at lave en top 5-liste over de emner, du brænder for. Tænk over hvad dine venner/kolleger/familie spørger dig om i hverdagen. Måske du kan lave denne viden om til en e-bog?

Mangler du stadig en hjælpende hånd?

No problemo! Jeg har allerede skrevet et par artikler om emnet, som du er velkommen til at tjekke ud:

#2: Vælg en niche

Når du har lavet en liste over dine kompetencer, så er det tid til at splitte kompetencerne op i små bidder (eller nicher). Lad mig give dig et eksempel:

Jeg har altid elsket at styrketræne og er altid blevet spurgt til råds af mine kammerater og kolleger.

Men havde jeg valgt at skrive en e-bog om styrketræning, så var jeg blevet knust som en kakerlak! Styrketræningsnichen er alt for bred og uoverskuelig. Løsningen er at “niche ned”.

Her er hvordan jeg inddelte nichen i forhold til min viden:

  • Styrketræning for kvinder
  • Bodybuilding
  • Kostplanlægning
  • Crossfit
  • Styrketræningsøvelser
  • Styrketræningsprogram osv.

De to spørgsmål jeg oftest er blevet stillet omkring styrketræning handler om kostplanlægning og udarbejdelsen af et styrketræningsprogram. Jeg synes kostplanlægning er lidt kedeligt, så derfor valgte jeg at lave et styrketræningsprogram!

#3: Løs et konkret problem

Jeg har altid haft bedst succes med at løse et konkret problem for læseren i mine e-bøger.

Og jo større problemet er – desto større er din chance for succes.

Problemet med at skrive en e-bog der ikke løser et konkret problem (a la “Få et bedre liv” eller “Alt om børneopdragelse”) er, at ingen nogensinde vil opdage din e-bog.

Udgiver du din bog gennem et forlag, er det en helt anden snak. De har store budgetter til markedsføring og PR, og et forhandlernetværk at trække på. Det har vi der selvudgiver (oftest) ikke. Derfor – find et problem som folk søger efter i Google og løs det for dem.

Fase 2: Skriv din e-bog

Alright. Har du fundet en niche, som du ved en masse om, og lokaliseret et konkret problem som dine brugere kæmper med?

Perfekt, jeg tvivlede aldrig på dig!

#4: Skriv din e-bog i Word eller Pages

Okay, det første du gør er at skrive din e-bog i dit yndlingsskriveprogram, såsom Word eller Pages. Jeg kan ikke anbefale dig at bruge de mere avancerede programmer (som Illustrator eller iBooks Author) i starten.

Word og Pages er helt perfekte.

Læs eventuelt artiklerne nedenfor før du går i gang med at skrive.

#5: Indsæt videoer, links og andet godt i din e-bog

Okay, det fede ved en e-bog vs. en almindelige (kedelig) biblioteksbog er, at man kan gøre den interaktiv!

Øh …

Interaktiv! Du kan indsætte links, podcasts og videoer etc. direkte i e-bogen og på den måde gøre læseoplevelsen mere meget holistisk.

Link: Links indsætter du blot i Word eller Pages på almindelig vis, før du konverterer din e-bog til PDF. (Bemærk, at hvis du bruger MS Word på en Mac computer, så dør linkene, så snart du konverterer din .docx-fil til PDF. Brug i stedet FreePDFconvert.com – forklaringen ligger vist i, at Adobe og Apple er uvenner!)

Video og podcast: Det er ikke umiddelbart muligt at indsætte videoer etc. direkte i din e-bog, men der findes et nemt hack, der gør det muligt at komme meget tæt på.

Læs min guide til at indsætte video i din e-bog her:

#6: Lav en fed forside til din e-bog

Forsiden i din e-bog er det første folk ser, når de åbner din nye e-bog. Brug derfor lidt tid på at kæle for designet.

Lav din egen forside: Har du en smule grafiske evner, så kan du lave forsiden direkte i Word eller Pages eller designe den i Photoshop. Jeg har selv lavet alle forsiderne til mine 7-8 e-bøger i Word, og det fungerer ganske fint.

Få en designer til at lave din forside: Hvis du har ligeså lidt forstand på design som jeg har på biler, så få en designer til at hjælpe dig. Du kan enten vælge at få en Fivver-fyr til at lave den for 5$ eller anvende tjenesten Elance. Jeg ville personligt nok hælde til Elance fremfor Fiverr, men det er smag og behag.

7#: Lav e-bogen om til PDF

Dette punkt er virkelig nemt.

Der er 2 grunde til, at jeg altid bruger PDF-formatet til mine e-bøger.

Folk kan ikke rette i mine PDF-filer: Modsat et almindeligt dokument, så kan mine kunder ikke rette i mine PDF-filer. Det gør hele oplevelsen lidt mere e-bogs-agtig – og sværere for folk at kopiere indholdet.

Alle kender PDF-formatet: Stort set alle kender (og stoler på) PDF-formatet, hvilket betyder at næsten alle computere og devices kan åbne PDF-filen (herunder iPhone, Android, Windows og Mac).

Du gemmer din e-bog som PDF ved at gøre følgende: Klik på “filer” i dit skriveprogram og vælg “Gem som”. I dropdown-menuen vælger du PDF – og wupti … så er dit dokument blevet til en pæn PDF.

Hvad med epub-formatet. Det lyder smart?

Jeg har set, at flere og flere anbefaler at gemme din e-bog i formatet epub, hvilket jeg er uenig i. Selvom epub-formatet er ganske smart, så kræver langt de fleste computere eller smartphones, at du installerer et program eller plugin for at kunne læse dette format. Medmindre dit publikum er super nørdede eller udelukkende består af iPad-brugere (næppe) så hold dig fra epub indtil videre.

Men det ene udelukker vel ikke det andet? Jo, det gør det. Tid er den vigtigste ressource for en bijobber, og epub er ikke tiden værd lige nu. Bliver din e-bog et kæmpe hit, så kan du altid få lavet en ny version senere.

8#: Lav et cover til din e-bog

Sweet – så nærmer vi os målstregen!

Et coverbilledet ser eksempelvis sådan ud:

ideer

Jeg har splittestet det og konverteringen eksploderer når du indsætter et coverbillede, fremfor blot at bruge et almindeligt “fladt” billede!

Igen, så kan du kan du lave det selv eller få en designer til at lave det for dig (fra Elance eller Fiverr) eller læse denne artikel:

PS: Det er naturligvis vigtigt, at du husker at nævne, at der er tale om en e-bog og ikke en almindelig bog. Meningen med et coverbillede er ikke at snyde køberen til at tro at der er tale om en fysisk bog, men blot at iscenesætte e-bogen som et værdifuldt produkt – i øvrigt ligesom alle de store online-boghandlere gør.

Fase 3: Efter du har skevet din e-bog

Fantastisk! Din e-bog er nu klar til at blive solgt i læssevis.

Men vent … hvordan sælger du – rent praktisk – din nye e-bog?

9#: Sæt din bog til salg det rigtige sted

Nu hvor din e-bog er helt færdig, så skal du finde et sted at sælge den.

Jeg har (næsten) altid solgt alle mine e-bøger fra mine egne hjemmesider – og det vil jeg også anbefale dig at gøre.

Hvorfor? Fordi du kan  putte alt overskuddet lige ned i tegnebogen (og det er en ganske fin følelse!).

Derfor – sælg din e-bog fra din egen hjemmeside.

Har du ingen hjemmeside, så start med at læse nedenstående artikler:

Men, der findes naturligvis også andre steder at udgive din e-bog:

Amazon: Er din bog skrevet på engelsk, så er Amazon et oplagt valg. (Læs mere om salg af e-bøger på Amazon her – Et super indlæg fra Morten Elms blog om online marketing).

Saxo: Er bogen skrevet på dansk, så kan du også sælge den på Saxo.com. (Jeg har ikke erfaringer med denne platform, men jeg ved, at Bjarke Klüver har prøvet det, og mon ikke han er klar til at hjælpe dig i den rigtige retning?!).

10#: Prissæt din e-bog

Okay, dette punkt er meget vigtigt. Alt for mange prissætter (især deres første) e-bog alt for billigt. Det gjorde jeg i hvert fald. Jeg solgte min første e-bog for bare 95 kr. Det var vanvittigt, for den var meget mere værd.

Ganske kort, så er her to prismodeller jeg vil anbefale dig at kigge nærmere på:

Den simple: Hvis du har fulgt denne guide, så løser din e-bog et konkret problem for brugeren – korrekt? Hvis ja, så sæt dig ned og brug et par minutter på at tænke over hvor stort det problem egentlig er. Hvis du f.eks. sælger en e-bog, der hjælper kvinder med at tabe 20 kilo, så spørg dig selv: “Hvor mange penge vil en overvægtig kvinde give for at tabe sig 20 kilo og måske få sit liv tilbage?”.

95 kroner?

Næppe. Selvom du måske ikke kan forlange flere tusinde kroner for din bog, så tænk alligevel over, at resultat og pris bør hænge sammen. 95 kroner (eller 199 kr. for den sags skyld) indikerer, at din e-bog ikke er noget værd.

Den avancerede: Nu bliver det skægt. Hvis du vil gå all in – og fordoble din indtægt – så overvej at lave flere versioner af dit produkt. Her er et eksempel:

  • Basis-pakke: 329 kr. (Indeholder blot e-bogen)
  • Udvidet pakke: 599 kr. (Indeholder e-bogen og 7 videoer samt et kontrolark)
  • Pro-pakken: 1.099 kr. (Indeholder det samme som den udvidede pakke + 50 min. sparring med dig!)

Fordelen ved denne model er, at din e-bog til 329 kr. pludselig virker utrolig billig, fordi den står ved siden af de andre dyrere alternativer. Og derudover så viser alle undersøgelser, at en vis del af kundesegmentet altid vil vælge at købe den dyreste version – uanset prisen. Det ligger tilsyneladende i deres DNA!

11#: Launch din nye e-bog

Dette er en simpel strategi til at launche din nye e-bog:

  1. Indsaml e-mailadresser så hurtigt som muligt, gerne før du begynder at skrive din e-bog
  2. Begynd at lave nogle gode blogindlæg eller videoer i ugerne op til udgivelsen af din e-bog. Nævn din kommende e-bog i slutningen af hvert blogindlæg eller video
  3. Begynd ligeledes at opsøge andre blogs el.lign. indenfor din niche. Skriv gæsteindlæg (af høj kvalitet) og husk at inkludere et link til den side, hvor folk kan signe op til dit nyhedsbrev
  4. Når du launcher, så undgå at give introduktionsrabat, men giv i stedet et tillægsprodukt til alle “early-bird”-kunderne. Det kan f.eks. være 30 min. sparring med dig, et ekstra kapitel, en video eller et hjemmelavet fuglehus (skulle bare lige se, om du var vågen?)
  5. Åbn dørene til din butik i en uge eller indtil du har solgt f.eks. 50 kopier af din e-bog
  6. Når den indledende salgsperiode er udløbet, så luk dørene til din butik (og bed kommende kunder om at skrive sig på en venteliste)
  7. Brug tiden på at få feedback fra de 50 kunder der købte bogen. Der er med 100 % sikkerhed et eller andet der skal tilrettes i din bog eller i dit online-betalingssystem
  8. Når du har styr på alt det tekniske og har rettet et par småting i din bog, så åbn igen dørene til din butik. Og så vælter kunderne ind … Forhåbentlig!

12#: Skaf trafik til din hjemmeside

I ugerne efter din launch, begynder salget ofte at falde lidt. Men det er helt okay.

Der findes utrolig mange måder at skaffe trafik til din nye landing page. Nedenfor har jeg lavet en liste over de fire primære kilder, jeg anvender til at skaffe trafik til mine sider:

Organisk trafik fra Google: Blog, blog, blog! Jo flere gode artikler du skriver, desto mere trafik vil du få. Og hvis du har gjort dit arbejde godt, så er trafik = salg.

Betalt trafik fra Google (Adwords): Jeg køber ligeledes trafik, men det betyder ikke, at det er den rigtige strategi for dig. Det afhænger meget af konkurrencen indenfor din niche. Har du f.eks. skrevet en e-bog om at “låne penge”, så er jeg ret overbevist om, at betalt trafik ikke er det rigtige for dig, da klikprisen ganske enkelt er for høj.

Hvis du vil afprøve Adwords, så vil jeg anbefale dig at starte med at læse denne fine bog af Jacob Kildebogaard: Adwords for webshops

Facebook Ads: Facebook ads (annoncering) er super populært i øjeblikket på grund af muligheden for at segmentere målgruppen (du kan f.eks. vælge kun at annoncere til singlemænd på 18-21 år, der elsker kaniner og muffins, og som er medlem af Chili-Klaus’ fanside!) Det kan være lidt svært at konverterer “kold trafik” fra Facebook, så målret i stedet dine annoncerer mod at få folk til at tilmelde sig dit nyhedsbrev eller blive medlem af din Facebook-gruppe. Derefter kan du forsøge at tø kunderne gradvist op, så de forhåbentlig ender med at købe din e-bog.

Trafik fra andre hjemmesider: Ligesom i ugerne op til din launch, så er det en god ide at fortsætte med at skrive blogindlæg, deltage i webinars og podcasts. Det er noget der rykker, men desværre en af de ting jeg selv er rigtig dårlig til, da det tager død-laaaang tid. (Note til mig selv: Skriv flere gæsteindlæg … NU!)

Puh – det var en ordentlig omgang. Jeg håbe ikke, jeg har taget pusten for dig, men i stedet givet dig mod på at skrive en e-bog?

Hvis du fik noget ud af artiklen, vil jeg blive rigtig glad, hvis du delte den med dine venner?

Og husk: Ideer er sølv, eksekvering er guld! Vi tales ved snart igen.

TJEN 10.000 KR HVER MÅNED!
Vil du vide hvordan du tjener 10.000 kr. hver måned som passiv indkomst? Så se mine 5 gratis videoer nu ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev.

13 kommentarer

  1. Jacob Kildebogaard 29. maj 2015 at 10:27 #

    Super guide Tue, og mange tak for mention af min AdWords bog.

    Jeg har skrevet to bøger nu, og det jeg mest oplever er at man er noget flad i det når man endelig er færdig. Det er et utrolig ærgeligt tidspunkt at tage fri-aftener på, for det er nu det gælder om at få solgt. Så det bedste jeg har gjort for min AdWords bog var at have en lang liste over tiltag jeg ville gøre for at markedsføre bogen. Så var det bare at køre på, og noget var også forberedt inden udgivelsen. Så husk – opgaven slutter ikke når bogen er skrevet, arbejdet derefter er også stort og mindst lige så vigtigt.

    Svar

    • Tue Lindblad 6. juni 2015 at 9:27 #

      Super god og vigtig pointe!

      Jeg elsker ideen med at have lavet en lang liste (eller marketingsplan) med tiltag som man kan iværksætte efter launch.

      Jeg mener det var Darek Halpern fra Socialtriggers.com der engang sagde han brugte 10% på at skrive sine blogindlæg og 90% på at markedsføre dem efterfølgende. Mon ikke man kan overføre denne strategi til e-bøger? (omend 90% lyder lidt højt)

      Vi ses, Tue

      Svar

  2. Bjarke Klüwer 29. maj 2015 at 10:58 #

    En ting, jeg vil anbefale, at man husker at inkludere i sin e-bog er links til sine andre “virtuelle ejendomme”.

    Det kan f.eks. være sider, hvor folk har mulighed for at tilmelde sig til dit nyhedsbrev, “Synes godt om” din Facebook-side, så du kan kontakte dine kunder/læsere ad den vej, melde sig ind i en Facebook-gruppe, du har oprettet til læsermålgruppen, en side hvor du (bl.a.) viser reklamer, en for dine egne produkter/e-bøger eller relevante affiliateprogrammer (eller begge dele), osv.

    Kort sagt: Tænk altid på at læseren altid skal tilbydes at købe mere fra dig (eller et affiliateprogram, som du promoverer), lære mere om din niche, lære dig bedre at kende eller modtage mere information fra dig.

    Husk at hver gang en læser gør det muligt for dig at kontakte vedkommende på et senere tidspunkt, bliver din næste lancering af din næste e-bog langt lettere.

    Sidst men ikke mindst, så prøv da endelig at udgive på Saxo Publish. Du bliver overrasket over hvor let det er. Og har du (eller andre) brug for hjælp, så tag da endelig fat i mig.

    Svar

    • Tue Lindblad 6. juni 2015 at 9:33 #

      Gode pointer og super fedt på at du har mod på at hjælpe folk igang med at bruge Saxo.

      Opfordringen er hermed videregivet. Hvis du vil eksperimenterer med Saxo.com så tag endelig fat i Bjarke (du hører fra mig, hvis det bliver relevant for mit vedkomne.)

      God dag – Tue

      Svar

    • Søren 2. oktober 2015 at 17:16 #

      Bjarke omkring opsætning i Word Dokument kan du ikke smide mig en mail omkring hvordan det klares korrekt side opsætning m.v. Kan ikke finde ordenlig info på dansk.

      Svar

      • Bjarke Klüwer 2. oktober 2015 at 19:32 #

        Der skulle ikke være nogen problemer i at eksportere din Word-fil som PDF og derefter uploade den til Saxo.

        Hvis du derimod vil udgive på Amazon kan jeg desværre ikke hjælpe dig med formateringen.

        Svar

  3. Emil Børsting 2. august 2015 at 11:51 #

    Hej Tue

    Tak for en spændende læsning herinde.

    Jeg vælger også at sælge mit digitale produkt direkte på hjemmesiden. Jeg har alt på plads bortset fra opsætning af betaling.

    I den forbindelse har jeg set spørgsmål: Hvordan sikrer man bedst mulig betaling, hvis man ikke har en erhvervskonto og derfor ikke kan bruge Nets?

    MobilePay er efterhånden allemandseje – hvad er din holdning til at bruge det som betalingsmiddel, og hvordan integreres det med WooCommerce?

    Svar

    • Tue Lindblad 3. august 2015 at 6:49 #

      Hej Emil,

      Det lyder godt med dit kommende digitale produkt. Tja, det er jeg ikke særlig krævende at oprette en erhvervskonto(et opkald til banken og en underskrift.)

      Hvis ikke, så overvej betalingsløsningen “Stripe”. De har netop sænket deres priser. Jeg har ikke selv de store erfaringer med løsningen (endnu), men overvejer stærkt at droppe NETS og afprøve Stripe.

      Tue

      Svar

  4. Anita 14. marts 2016 at 14:45 #

    Hej Tue

    Tak for lækker læsning! Det gav mig da inspiration til at sælge, selvom jeg ikke underviser. Mine håndbøger og skabeloner kan snilt bruges til salg også 🙂

    Når det er sagt, så er der lige et par enkelte fejl i din tekst. Bl.a. skriver du “ynglings”… Det hedder altså “Yndlings”, medmindre du hentyder til at yngle penge ;o)

    Ha’ en dejlig dag!

    Svar

    • Tue Lindblad 27. marts 2016 at 13:19 #

      Hej Anita.

      Tak for de pæne og og rettelsen. FIXET 😉

      Svar

  5. Anders 17. marts 2016 at 15:59 #

    laver du en hjemmeside til hver bog eller samler du det på en ?

    Svar

    • Tue Lindblad 27. marts 2016 at 13:23 #

      Hej Anders.

      Hvis jeg kan slippe afsted med det laver jeg produkterne på samme side. Men jeg vurderer det fra ebog til ebog. Men som sagt, hvis det giver mening at lægge det på samme domæne, gør jeg det.

      Tue

      Svar

  6. Jytte Grådal 7. september 2016 at 12:10 #

    Under punkt 11: Launch din nye e-bog anbefaler du, at man indsamler e-mailadresser. Jeg er ikke helt med. Hvilke adresser tænker du på?

    Svar

Skriv et svar

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og lær at lave din egen
passive indkomstkilde